Vuggestuen
I Vartov har vi to vuggestuegrupper med plads til 12 børn på hver.
Vi mener, at små børn grundlæggende har brug for omsorg, accept og nærvær, og vi giver os tid til at se det unikke i hvert enkelt barn. Vi tilstræber at have så få regler som muligt. Vi har dem, når de er nødvendige og ophæver dem, når de er overflødige. Vi mener, at børn lærer af deres konflikter og blander os derfor ikke unødigt. Vi mener, at legen har stor betydning for barnets udvikling, og giver derfor tid og rum til børnenes læring.
Når et barn skal starte i Vartov anbefaler vi, at I har minimum en uge til indkøring. Vi forsøger at tilrettelægge det sådan, at to personer fra stuen er fast tilknyttet under indkøring, så barnet bliver trygt ved dem og stedet inden indkøringen er afsluttet. De første dage kommer barnet nogle timer sammen med jer, og langsomt udvider vi det antal timer, barnet er her. Vi fortrækker, at indkøringen foregår om formiddagen, da barnet på den måde vænner sig til både voksne og børn. Indkøringen foregår i samarbejde mellem personale og forældre.
For at vi kan møde barnet på bedst mulig vis, er det vigtigt at vi får den viden, der er relevant for os - for eksempel hvis dit barn har allergi, ikke tåler særlige madvarer, brug af medicin eller hvis der sker noget på hjemmefronten der kan have betydning for barnets hverdag i institutionen.